
PSYKOTERAPI OG PARTERAPI
PÅ SYDFYN
VED PSYKOTERAPEUT MPF
TINE THULSTRUP
Velkommen til min praksis i Faaborg. Jeg tilbyder professionel parterapi og individuelle terapeutiske forløb i trygge og rolige rammer. Uanset om du står i en personlig livskrise, eller I som par ønsker at genfinde den gode kommunikation og nærhed, er jeg klar til at støtte jer. Min opgave er at skabe et tillidsfuldt rum, hvor vi sammen holder fokus på jeres relation og din personlige udvikling.

Omsorg og respekt

Tavshedspligt

Medlem af Dansk Psykoterapeut forening
Hvad kan du forvente i en terapisession:
Gode samtaler med ens omgangskreds er ofte essentielle for vores trivsel, men ikke altid tilstrækkelige når livet kalder på svære beslutninger, eller gamle mønstre holder os fast. Vi kan føle os for sårbare til at dele det allersværeste med vores nærmeste, og nogle beslutninger skal komme indefra, men kan være svære at mærke, hvis vi føler, at sindet roder. Vi kan altså alle sammen fare vild i vores følelser og derfor have brug for en ekstra hånd i ryggen.
I sådanne tilfælde kan det være hjælpsomt at tale med sådan en som mig. Jeg har uddannet mig, trænet og øvet det, at være med mennesker i svære og sårbare samtaler. Jeg har desuden den fordel, at jeg ikke kender til din historie på forhånd, jeg er ikke forudindtaget og jeg har ikke en bestemt agenda - men jeg er nysgerrig og ved at der er altid er mere til din historie end det der umiddelbart træder frem, også selvom det føles umuligt at få øje på.
Når jeg taler med dig i terapien, er det dig der bestemmer emnet, vi skal tale om, hvad enten det handler om en velkendt problematik eller noget mere udefinerbart. Ofte er ens problematikker, tanker og følelser også blandet sammen, så det kan være vanskeligt at mærke, hvor triggerne eller ubehaget opstår og ens værdier og handlemuligheder kan virke slørede - i de tilfælde hjælpes vi ad med at dele tingene op, finde sammenhænge, årsager og handlemuligheder - så du kan stå et sted i livet hvor du mærker større glæde, lethed og balance, samt oplever flere veje at gå og større ejerskab for dit eget liv.
I terapien kan vi tale om alt - tristhed, misbrug, sorg, angst, eller en følelse af utilstrækkelighed, måske lavt selvværd, måske det hele, eller noget helt andet. Er du pårørende til en der har det svært, kan det også være hjælpsomt at have et rum hvor der er plads til dig og de svære og slidsomme følelser, som ofte følger med sådanne vilkår. Der er intet som er for stort, forkert eller for småt i vores rum, vi følges ad og jeg lover at passe på dig.
Kontakt:
Hvis du er blevet interesseret i at høre nærmere eller gerne vil booke en tid:
Ring eller skriv en sms: 29902240
Mail: tine@lauesen.eu
Hvis du har brug for afklaring, kan vi tage en uforpligtende snak.
Jeg tilbyder en 15-minutters gratis telefonsamtale hvor tiden er
aftalt på forhånd
Parterapi:
Parterapi er for alle, uanset alder og køn, og ikke kun når tingene går skævt, men faktisk også når tingene går godt. I fredstider er vi mere åbne overfor at lytte til hinanden, og der er mulighed for at forebygge i stedet for at reparere.
Er jeres parforhold presset, skændes I, er alt blevet mekanisk eller er stemningen imellem jer iskold. Kan I ikke finde kontakt til hinanden, er sexlivet svært eller har I glemt hvordan I taler sammen og lytter til hinanden. Så er I ikke ikke de eneste - men der er stor forskel på hvordan par vælger at forholde sig til deres udfordring, og hvordan de acceptere at deres liv og samliv skal være. Når I har truffet beslutningen om at give parforholdet den tid og opmærksomhed som det kalder på tager I jer selv og jeres relation alvorligt, og det viser at I ønsker en tilværelsen med respekt og forståelse for hinanden - hvilket oftest er en forudsætning for at vi har det godt og trives, både i parforholdet med også hver for sig.
At tage selve beslutningen om at gå i parterapi kan også i sig selv give en lille forløsning, virke livsbekræftende og bidrage til et spirende håb for fremtiden. Når I giver parforholdet et rum med tid og opmærksomhed kun til jer, er der plads til, at I kan begynde at åbne op for de følelser som ligger bag frustrationerne og jeres destruktive handlemønster. Vi kigger altså sammen på de mønstre I som par er blevet fanget i, og på det uhensigtsmæssige spil der dominere. Vi ser på årsagen til at I hver især stiller jer som I gør, sådan at I bedre forstår hinandens reaktioner, og vi betragter det svære som en fælles udfordring og ikke som nogens skyld. Det kan have en enorm stor effekt når par opdager at de ikke behøver at forklare og forsvare, og at der ikke er en som er skurken. På den måde kan I begynde at skabe kontakt til hinanden, tale sammen og finde eller genfinde den form for fælles liv I drømmer om, eller til det liv I skal fortsætte hver for sig, så I sikre at det bliver gjort på en ordentlig, tryg og respektfuld måde.
I arbejdet med par ser jeg mig selv som repræsentant for parforholdet. Jeg sætter rammen og hjælper med spillereglerne, samt lytter til jer og guider jer gennem sessionen. Min opmærksomhed er på det I ønsker som par, og jeg holder ikke med en af jer, men jeg ser og støtter jer ligeligt og hepper på parforholdet.
Jeg vil hellere gå alene end følges ad hver for sig... (Mads Langer) Det er nemt at mærke ensomheden og længslen i denne sætning - Når I vælger at arbejde med jeres parforhold hos mig, lærer I at følges ad sammen...
Min største overraskelse her i livet....
At blive forælder, var som at åbne en boks indeni hjertet, en boks jeg ikke viste var der.
Boksen er fyldt med ustyrlig og uendelig kærlighed, bekymringer og omsorg,
og resten af mit liv vil den stå pivåben og være umulig at lukke.

Hvem er jeg
og hvem møder I i det terapeutiske rum:
Jeg er i tvivl om, hvor personlig min præsentation skal være, men da jeg nu engang er et transparent menneske, synes jeg, et par private overskrifter vil være rimelige. Særligt når jeg tænker på, hvor følsomme og private emner mine klienter deler med mig.
Jeg har boet på Fyn de seneste 9 år og er tilflytter fra København. Jeg er 50 år og har været sammen med min mand i 21 år. Sammen har vi to børn, som begge er teenagere. Jeg er optaget af familiedynamikker, og jeg synes selv, det har været både sjovt, hårdt og lærerigt at blive mor og skabe min egen familie samt indgå i nye familiekonstellationer.
Som barn og i min opvækst oplevede jeg i min nære familie kærlighed, skilsmisse, misbrug, selvstændighed, tab af en forælder, da jeg var 16 år, og senere hen en forælder med et langt sygdomsforløb. Dette har på godt og ondt bidraget til, at jeg i dag står i verden, som jeg gør, og det har givet mig det blik, jeg ser andre mennesker med.
Jeg har altid været optaget af samtaler, og jeg synes, at mennesker og deres historier er spændende. Jeg bliver motiveret og ser det som et privilegium at arbejde med mine klienter som hele mennesker, og jeg er nysgerrig på at forstå, hvordan de er blevet til dem, de er. Sammen undersøger vi de lag, som omkranser dem, hvilket giver en vigtig indsigt og gode forudsætninger for det videre arbejde med de udfordringer, som klienterne kommer med.
I mine terapeutiske samtaler møder jeg altid mine klienter åbent, fordomsfrit og respektfuldt. Jeg har en direkte og ærlig facon, og så gør jeg mig umage. Jeg ser desuden mig selv som et humoristisk, intuitivt og uhøjtideligt menneske, og så sætter jeg altid vores relation forrest, ligesom vores kontakt går forud for min terapeutiske tilgang.
Min faglige og arbejdsmæssige baggrund
Jeg har ønsket mig en psykoterapeutuddannelse de sidste 20 år, men først nu var tiden, roen og jeg selv klar. De seneste 3 år har jeg haft klienter i både individuelle forløb og i parsamtaler, så til trods for at jeg nu er nyuddannet som psykoterapeut, oplever jeg ikke at være spor ny. Med mine 50 år er jeg et godt og indsigtsfuldt sted i livet, hvor min samlede livserfaring kan bruges bredt og konstruktivt i mine samtaler.
Jeg har lavet meget forskelligt i mit liv og har altid tænkt, at jeg gerne vil prøve så meget som muligt, mens jeg er her. Min mand siger, at jeg har et cirkus-cv – hvilket gør mig glad, da det bekræfter mig i, at jeg følger mine værdier og løbende tilpasser mit arbejdsliv, så det passer til det sted, jeg er i livet, samt at jeg følger min motivation og griber de muligheder, som jeg støder på.
Da jeg var helt ung, arbejdede jeg som tjener i Grøften i Tivoli, og jeg fik i en tidlig alder masser af erfaring med at omgås alle mulige forskellige typer af mennesker. En erfaring, som var med til at danne mig, og en erfaring, som jeg har båret med mig og bygget videre på gennem hele livet. I mine unge år har jeg desuden arbejdet i udlandet, rejst, haft arbejde som stewardesse, på rejsebureau osv. Altid job, hvor jeg havde kontakt med mennesker.
I 2010 afsluttede jeg min uddannelse som socialrådgiver og har i den forbindelse igennem flere år arbejdet med mennesker, som havde et misbrug af blandt andet stoffer og alkohol. Jeg har derfor en udvidet erfaring på misbrugsområdet, og derudover har jeg et godt kendskab til ADHD-problematikker.
Jeg har de seneste 8 år været selvstændig og drevet et større B&B, som nu er solgt. Sideløbende har jeg taget en 4-årig psykoterapeutuddannelse på Systemisk Institut for Familieterapi, et integrativt institut, men med primært fokus på den narrative tænkning, www.sif-udd.dk. Instituttet er desuden godkendt på niveau 7, hvilket betyder, at min psykoterapeutuddannelse kan sidestilles med en masteruddannelse.
Min terapeutiske tilgang er således primært narrativ, og i parterapi er jeg desuden inspireret af EFT og Imago. Endelig er de tre principper (som handler om, at tanker skaber følelser) et emne, jeg personligt er optaget af, og det vil man indimellem også kunne møde i mine sessioner.
Jeg varetager desuden samtaler og gruppeforløb i Headspace Family, hvor jeg er tilknyttet som frivillig, og til januar begynder jeg en 1-årig kropsorienteret traumeuddannelse, som jeg forventer bygger en fin bro til mit allerede etablerede ståsted.
Mit metodiske afsæt:
Individuel terapi:
I den individuelle terapi trækker jeg bl.a. på narrativ metode, som hviler på princippet om, at vi forstår vores liv gennem historier. Metoden er kendt for sit eksternaliserende fokus, hvilket kort fortalt betyder, at du ikke er problemet - problemet er problemet. I terapien arbejder vi konkret med at adskille din identitet fra de udfordringer du oplever (f.eks. angst eller utilstrækkelighed). Det giver os et mere neutralt arbejdsrum, hvor vi kan undersøge problemets plads i dit liv, men vi får også mulighed for at zoome ind på dine personlige værdier, færdigheder og de oversete historier om din egen handlekraft.
Parsamtalerne:
Når jeg møder jer som par, bruger jeg den narrative metode samt elementer fra EFT og Imago til at få øje på de usynlige og dysfunktionelle mønstre et parforhold kan være styret af. Jeg er desuden optaget af jeres tilknytningsmønster, som ofte spiller en vigtig rolle i parrelationer. I praksis betyder det, at vi undersøger de historier I har skabt om hinanden og om jeres relation. Ved metodisk at adskille jer som personer fra det dysfunktionelle mønster, kan vi sammen undersøge de bagvedliggende følelser og værdier, hvilket bidrager til en større forståelse for hinandens reaktionsmønstre. Dette kan være nødvendigt for at I som par finder et fælles udgangspunkt, der hjælper jer med at opdage og bryde det negative mønster som I er fanget i, sådan at I kan begynde at genskabe en tryg og tillidsfuld kontakt til hinanden.
Hvor holder jeg samtaler:
Jeg har fået et spændende samarbejde med Faaborg Fysioterapi, hvilket betyder, at jeg lejer mig ind i deres lokaler. Vores behov for indretning er forskellige, men jeg indretter et hyggeligt terapihjørne i det etablerede rum, så vi også får skabt den rette terapistemning. Der er desuden mange klienter, som har problematikker, der overlapper vores kompetencer, hvorfor vi forventer, at de vil opleve en brugbar synergieffekt af dette samarbejde.

- Jeg har en bred livs- og erhvervserfaring.
- Jeg har en 4-årig psykoterapeutuddannelse, som er niveau 7-godkendt (masterniveau) fra SIF (www.sif-udd.dk).
- Jeg har udgangspunkt i den narrative metode.
- Jeg er medlem af Dansk Psykoterapeutforening.
- Jeg ser mig selv som optimistisk, uhøjtidelig og humoristisk.
- Jeg har nemt ved relationer og nemt ved at tale med alle typer mennesker.
- Jeg har ekstra erfaring med ADHD.
- Jeg har ekstra erfaring med misbrugsproblematikker.
- Jeg selv har familie og børn.
- Jeg holder samtaler i Faaborg.
- Jeg tilbyder en 15 minutters gratis, afklarende telefonsamtale.